Kalender

tirsdag den 6. juni 2023

DAPUG ERFAmøde onsdag d. 21. juni

DAPUG holder erfamøde onsdag d. 21. juni 2023 kl. 10 - 16 hos Archersoft, Videnparken, Vesterballevej 5, 7000 Fredericia.

Det vigtigste formål med erfa-møderne er at mødes fysisk og udveksle erfaringer og gode ideer. Derfor vender vi tilbage til normal praksis som "før Corona", så deltagelse i mødet kræver fysisk fremmøde. Alle er velkomne til deltage i erfamødet, uanset om man er medlem af DAPUG eller ej..Deltagelse er gratis for medlemmer af DAPUG. Ikke-medlemmer opkræves deltagergebyr på kr. 150,-.

Du er medlem af DAPUG, hvis blot din virksomhed har tegnet medlemsskab. Hvis I deltager flere personer fra samme firma, opkræves deltagergebyr for deltager nr. 2, 3, 4 osv.
Sidste tilmeldingsfrist er fredag d. 16. juni kl. 16.
Hvis du er tilmeldt og bliver forhindret, kan du indtil 16. juni sende en ny tilmelding, hvor du i kommentarfeltet skriver, at du er blevet forhindret i at deltage. Hvis du har gemt den kvittering, du modtager efter tilmelding, kan du også vha. linket i den ændre din tilmelding. Ved behov for framelding efter 16. juni bedes du ringe til Thomas Vedel på 40 19 11 89.

Tilmelding sker ved udfyldelse af tilmeldingsformularen som du finder her.

Du modtager på mail en kvittering efter tilmeldingen, så du kan se du er registreret. Mandag d. 19. juni modtager du yderligere oplysninger om hvordan mødet afholdes.
Det er en god idé at medbringe en bærbar PC til mødet, så du kan afprøve det vi snakker om undervejs. Der vil være mulighed for trådløs internet-adgang, men husk forlængerkabel til strøm og kablet netværk, hvis du er afhængig heraf. 

Agenda (ændringer kan forekomme):

09:45 - 10:00 Ankomst og evt. opsætning af medbragt PC.
Kaffe

10:00 - 11:00 Lav mobil-app på grundlag af VCL-applikation. (Jens Fudge, Archersoft)
Jens tager udgangspunkt i en VCL-applikation, og viser trinene i at få separeret koden fra GUI, og derefter bygge en FMX GUI til samme applikation. Til slut viser han, hvordan man bærer sig ad med at få applikationen til at køre på en mobiltelefon.

11:10 - 12:00 Introduktion til kbmMW (Kim Bo Madsen)
Kim giver en introduktion og demo til kbmMW, som er et framework til udvikling af applikationsservere, integration af enterprise arkitektur og meget andet til et væld af platforme, alt sammen i Delphi

Kim vil komme ind på følgende emner (og berøre andre undervejs):
  • Hurtig intro til kbmMW
  • Object notation framework
  • ORM
  • SmartServices
  • SmartBinding
12:00 - 13:00 Frokost

13:00 - 14:15 Introduktion til kbmMW (Kim Bo Madsen) (fortsat)
Kim fortsætter sin introduktion til og demo af kbmMW.

14:15 - 15:00 Generel erfa (fælles) / værktøjer i IDE'en (Thomas Vedel)
Kom med alt hvad du har af mere eller mindre håndfaste ideer og spørgsmål (især om anvendelse af Delphi) og få dem diskuteret med ligesindede.
Desuden vil vi se på hvilke værtøjer og genveje der tilbydes i Delphis brugerflade / IDE.

15:00 - 15:15 Kaffepause

15:15 - 16:00 Brug anonyme funktioner til at undgå spaghetti-kode (Thomas Vedel)
Vi har af og til brug for at tilføje ny funktionalitet til gammel kode, som vi selv eller andre har skrevet for år tilbage. Det kan være en udfordring, når man både gerne vil modificere eksisterende kode så lidt som muligt, og samtidig ønsker at undgå spaghetti-kodning. Her kan anvendelsen af anonyme funktioner være en hjælp til at opfylde begge krav.